Alt du skal vide om Mave Tarm Kanalen

Hovedbestanddelene i kosten er stivelse, sukker, fedt og proteiner. For at kroppen kan optage og omsætte disse næringsstoffer, skal de nedbrydes til mindre molekyler. For eksempel bliver stivelse og sukker optaget som monosakkarider, og fedt bliver optaget som frie fedtsyrer og glycerol.

Dette sker ved hjælp af fordøjelsesprocessen, som sker i mave-tarm-kanalen.

Hvordan ser den ud?

Fordøjelseskanalen strækker sig fra mund til anus og er 7-10 meter lang. Den arbejder sammen med leveren, og de udgør tilsammen omkring 3% af en voksens kropsvægt.

Fordøjelseskanalen har forskellige zoner med hver sin funktion. For eksempel er mund og svælg de første zoner, hvor maden tygges og blandes med spyt.

Efter dette kommer spiserøret, der leder maden til maven via en “lukkemuskel” kaldet spiserørslukkemusklen. Fra maven bevæger den nedbrudte mad igennem en udgang i mave, der hedder pylorus. Pylorus er også en “lukkemuskel”, der sørger for, at maden bevæger sig fra maven til tyndtarmen. Når denne muskel åbner sig, kommer maden ind i tyndtarmen.

Tyndtarmen er ikke bare én lang rørformet struktur. Den er opdelt i tre dele: duodenum, jejunum og ileum. Duodenum er den første del og tættest på maven. Her begynder nedbrydningen af maden for alvor ved hjælp af enzymer. Derefter kommer jejunum, hvor en stor del af næringsstofferne bliver optaget i kroppen. Den sidste del er ileum, der også spiller en rolle i absorptionen af næringsstoffer og væske.

Det er især i tyndtarmen, at kroppen suger de vigtige næringsstoffer ud fra den mad, vi spiser. Dette er essentielt, fordi kroppen har brug for disse næringsstoffer for at fungere ordentligt. Så kort sagt, styrer pylorus overgangen fra maven til tyndtarmen, og i tyndtarmens forskellige dele sker den vigtige proces med at optage næringsstofferne fra maden.

Den korte: Maden igennem fordøjelsessystemet

Lad prøve at følge maden på dens rejse gennem fordøjelsessystemet.

Munden, mavesækken og tyndtarmen

Først kommer maden i munden, hvor tygning nedbryder den til mindre partikler. Her tilføjes spyt for at fugte maden og begynde den kemiske nedbrydning.

Nu er maden klar til at fortsætte ned i spiserøret og videre til maven, eller “mavesækken”.

I mavesækken møder maden muskler og enzymer. Disse arbejder sammen om yderligere at nedbryde maden til en tyk, syrlig substans. Her foregår der også kemiske processer, der hjælper med at opløse maden. Når maden er tilstrækkeligt nedbrudt, er den klar til at bevæge sig ind i tyndtarmen.

Nu kommer vi til tyndtarmen, der har flere vigtige opgaver.

Efter at maden har passeret gennem mavesækken og ankommer til tyndtarmen, kommer galdeblæren og bugspytkirtlen i spil. Galdeblæren ligger tæt på leveren og fungerer som et lager for galde. Galde er væsentlig for at nedbryde fedt i maden. Når maden ankommer til tyndtarmen, frigiver galdeblæren denne galde, som blandes med maden for at hjælpe med fedtnedbrydning.

Absorptionen af næringsstoffer sker primært i tyndtarmen, hvor tarmvæggen er særligt designet til denne funktion. Her findes strukturer som rugae, villi og mikrovilli, der øger overfladearealet og gør det lettere for kroppen at opsuge næringsstoffer.

Når næringstofferne er optaget igennem tyndtarmen er blodforsyningen er næste stop på madens rejse.

Næringsstofferne føres med blodet til leveren via et system kaldet portåresystemet. Leveren beslutter så, hvilke næringsstoffer der skal sendes ud i kroppen. Det gør tarmen til en slags “for-lever”, som også kan omsætte og nedbryde visse næringsstoffer og toksiner.

Leveren

Leveren filtrerer ikke alle næringstoffer, men den spiller en afgørende rolle i at regulere mange af dem. Når blodet med næringsstoffer kommer fra tarmen til leveren via portåresystemet, begynder leveren sit arbejde.

Den lagrer nogle næringsstoffer som glykogen og vitaminer og frigiver dem, når kroppen har brug for det. Leveren omdanner også nogle næringsstoffer til en form, der er lettere for kroppen at bruge. For eksempel omdannes aminosyrer til glukose, hvis der er behov for ekstra energi.

Tyktarm, blindtarm og endetarm

Når næringsstofferne er optaget i tyndtarmen, og vandet er tilbage, bevæger det resterende materiale sig videre til tyktarmen.

Tyktarmen har en anden rolle i denne proces. Den fokuserer primært på at absorbere det resterende vand fra madmassen og kompakt affaldsmateriale til afføring.

Derefter kommer vi til blindtarmen, som er en lille udposning ved overgangen fra tyndtarm til tyktarm. Blindtarmen er primært kendt for at huse en lille struktur kaldet “appendiks”. Appendiks’ funktion er stadig lidt af et mysterium, men nogle teorier foreslår, at det tjener som et “sikkert hus” for gode bakterier.

Efter blindtarmen fortsætter madmassen sin rejse gennem tyktarmen. Her gennemgår det endnu en proces med vand- og saltabsorption. Tyktarmen fungerer også som et lager for affaldsprodukter og gasser, indtil de kan elimineres fra kroppen.

Til sidst når vi endetarmen, som er det sidste stykke af fordøjelseskanalen. Endetarmen opbevarer afføringen, indtil den er klar til at blive udskilt. Dette sker gennem endetarmsåbningen, også kendt som anus, som er kontrolleret af lukkemuskler. Når disse muskler slapper af, kan afføringen passere, og fordøjelsesprocessen er fuldført.

Milten

Mens galdeblæren tager sig af fedt, er miltens rolle en smule anderledes og mere indirekte i forhold til fordøjelsen. Milten, der ligger i den øvre venstre del af bughulen, er en del af lymfesystemet. Den filtrerer blod og bekæmper infektioner. Selvom den ikke deltager direkte i fordøjelsen af mad, spiller den en rolle i den overordnede sundhed af fordøjelsessystemet ved at hjælpe med at fjerne gamle blodlegemer og opbevare en reserve af blod, som kan være nyttig i tilfælde af blodtab.

Den lange: Maden igennem fordøjelsessystemet

Lad os igen begynde med munden, hvor fordøjelsen starter.

Munden

Tygning maler maden og blander den med spyt. Dette spyt indeholder enzymer som amylase, der starter nedbrydningen af stivelse og protein. Dette bidrager også til smagsudviklingen.

Spyttet dækker også tænder og tandkød med en biofilm, der hedder den spytkappe. Denne film indeholder enzymer fra både spytkirtler og bakterier. Disse enzymer og bakterier opretholder en sund mundflora. Nogle bakterier kan dog forårsage tandproblemer, især hvis de binder sig til sukker og danner syre.

Ikke nok med at spyt fugter maden, det beskytter også slimhinderne i svælget og spiserøret. Det indeholder bicarbonat, der neutraliserer syre, som kan komme op i spiserøret. Epidermalt vækstfaktor (EGF) i spyt stimulerer også væksten af slimhinde i spiserøret, hvilket er vigtigt for at forhindre visse typer af kræft.

Nu kommer vi til spytsekretionen. Den påvirkes af faktorer som alder og helbred. For eksempel har ældre mennesker ofte færre tænder og kan have sværere ved at tygge og derfor også fordøje maden effektivt. Tyggeevnen kan også påvirke ernæringen i denne aldersgruppe.

Spiserøret

Næste skridt er synkeprocessen. Den involverer mange muskelgrupper og kan blive mindre effektiv med alderen. Dette kan skabe problemer, særligt hos ældre mennesker i pleje.

Hvis der er sket en hjerneskade som f.eks. et slagtilfælde, kan synkefunktionen være alvorligt kompromitteret.

Maven

Maven er et komplekst organ, der spiller en central rolle i fordøjelsen. Her foregår både nedbrydning af mad og regulering af mavens egne funktioner. Først og fremmest beskytter et lag af slim maveslimhinden mod den stærke mavesyre og de nedbrydende enzymer.

Slimlaget er særligt vigtigt, fordi det skaber en barriere mod det sure miljø i maven, der typisk har en pH-værdi omkring 1,0 – hvilket er utroligt surt hvis du tænker på, at vand har en pH på 7,0.

Maven har forskellige celler, der hver især har deres opgave i fordøjelsesprocessen:

• G-celler producerer hormonet gastrin, som stimulerer syresekretion.
• Parietalceller står for udskillelsen af saltsyre.
• Chefceller producerer pepsinogen, et inaktivt enzym, som aktiveres til pepsin i det sure miljø.
• Endelig er der slimceller, der producerer det beskyttende slimlag.

Når vi spiser, går maven igennem tre faser.

1. Den første fase er knyttet til synet og duften af mad, som aktiverer nervesystemet og øger syre- og gastrinproduktionen.
2. Den næste fase handler om selve spiseprocessen, hvor strækning af maven stimulerer yderligere sekretioner.
3. Den sidste fase foregår, når maden er ved at være fordøjet og klar til at bevæge sig videre til tarmene. Dette kaldes så fint for “mave-tømning”

Hastigheden af hvormed maven tømmes (mave-tømning) reguleres også nøje. Denne proces er afhængig af forskellige faktorer, inklusive typen af næringsstoffer i maden. For eksempel hæmmer fedt, der når helt ned til ileum i tarmen, maveaktiviteten, en mekanisme kendt som “ileal bremsen”.

Fordøjelsen i maven

Mavens primære funktion er at forberede maden til yderligere fordøjelse i tyndtarmen. Den gør dette ved at blande maden med mavesyre og enzymer. Den vigtigste syre her er saltsyre, og det vigtigste enzym er pepsin.

Pepsin er ansvarlig for nedbrydning af proteiner. Det starter som pepsinogen og bliver til pepsin, når det kommer i kontakt med det sure miljø i maven.

Ud over pepsin findes der også gastrisk lipase, et enzym der begynder fedtnedbrydningen. Selvom det kun tager sig af en lille del af fedtet, er det vigtigt for den samlede fordøjelsesproces.

Men maven handler ikke kun om fordøjelse. Det er også et fintunet system, der beskytter sig selv fra det sure indre miljø. Det sker via en intrikat dans af hormoner, enzymer og forskellige celletyper. De arbejder alle sammen for at gøre fordøjelsen så effektiv som muligt, mens de beskytter mavens egne celler.

Tyndtarmen

Fordøjelsesprocesser i tyndtarmen involverer en række enzymer og hormoner. Maden kommer fra mavesækken og ind i tyndtarmen, hvor den blandes med sekretioner fra bugspytkirtlen og galdeblæren.

Bugspytkirtlen spiller en central rolle. Den frigiver fordøjelsesenzymer i en inaktiv form kaldet zymogener. Disse aktiveres i tarmen og hjælper med at nedbryde proteiner, fedt og kulhydrater. Hormoner som gastrin og cholecystokinin stimulerer denne proces.

Fordøjelsesenzymerne er yderst specialiserede. Enzymet Proteaser nedbryder proteiner, lipaser nedbryder fedt, og amylase tager sig af stivelse.

Regulering af tarmbevægelser er også kompleks. Tarmen bruger muskler og nerveimpulser for at flytte maden gennem systemet. Teknologiske fremskridt har forbedret vores forståelse af disse mekanismer, men der er stadig meget, vi ikke ved.

Alt i alt er fordøjelsessystemet i tyndtarmen en kompleks orkestrering af enzymer, hormoner og andre molekyler, der arbejder sammen for at nedbryde maden og absorbere næringsstoffer. Det er et fintjusteret system, der involverer en række biokemiske og fysiologiske processer.

Optagelse af næringstoffer i tyndtarmen

Næringstoffer optages som du nu ved i tyndtarmen, igennem tarmens celler, der kaldes for enterocytter.

Der er to veje hvormed dette kan foregå: transcellulær og paracellulær.

Transcellulær vej er den mest almindelige. Den kræver transportproteiner i cellens membraner. Transportproteiner er proteiner i cellemembranen, der hjælper med at flytte stoffer ind eller ud af cellen.

Der er tre typer transport proteiner den bidrager til denne process:

• Non-aktive eller faciliterende transportører, der flytter stoffer ned ad en koncentrationsgradient.
• Ion-koblede transportører, der bruger energi fra et stof, der bevæger sig ned ad sin gradient, til at transportere et andet stof op ad sin gradient.
• ATP-afhængige transportører, der bruger energi fra ATP til at transportere stoffer.

I den paracellulære vej passerer næringsstoffer og andre molekyler imellem cellerne i stedet for igennem dem. I paracellulær transport er der ingen transportproteiner involveret. I stedet er det tætte forbindelser mellem cellerne, der bestemmer, hvad der kan passere. Disse forbindelser fungerer lidt som en lynlås mellem cellerne. De kan åbne og lukke for at tillade eller forhindre passage af stoffer.

Nu forstår vi altså hvordan transporteren foregår, men lad os dykke dybere ned i, hvordan næringsstoffer bevæger sig fra tarmen til blodbanen. Der er fire hovedbarrierer, som næringsstofferne skal krydse for at nå deres mål.

For at næringsstoffer kan nå fra tarmen til blodbanen, skal de krydse fire barrierer. Først kommer de til slimlaget i tarmen. Det er en simpel barriere, de skal forbi. Derefter skal de igennem en fedtet celleoverflade, kaldet enterocytens apikale membran. Her er transportproteiner nødvendige for at molekylerne kan komme ind i cellen.

Inde i cellen, også kaldet enterocytten, kan næringsstoffet blive forvandlet. Det kan for eksempel omdannes til en form, der er lettere at transportere.

Så for at opsummere: Næringsstoffer skal forbi et slimlag, trænge ind i en celle ved hjælp af transportproteiner og muligvis omdannes inde i cellen. Dette er de vigtige trin for, at næringsstofferne kan bevæge sig fra tarmen til blodbanen.

Tyktarmen

Tyktarmen er en fascinerende del af kroppen med en række komplekse funktioner – meget mere end blot en beholder for afføring.

For det første er den hjemsted for et utal af bakterier, kaldet mikroflora, der lever i et anaerobt miljø, hvilket betyder uden ilt. Disse bakterier bruger næringsstoffer, som kroppen ikke har optaget i den lille tarm, og omdanner dem til kortkædede fedtsyrer: acetat, propionat og butyrat.

Disse fedtsyrer (acetat, propionat og butyrat) spiller en central rolle i vores sundhed. De virker som naturlige antibiotika ved at undertrykke væksten af skadelige bakterier.

Dette er især værdifuldt for mennesker med betændelsessygdomme i tarmene, hvor mikrofloraens balance kan være forstyrret. Fedtsyrerne hjælper også med at regulere enzymer, der nedbryder proteiner, og bidrager til en sund tarmsundhed.

Men deres rolle stopper ikke her. De kortkædede fedtsyrer påvirker også vores kolesterolmetabolisme. De hjælper med at omdanne og udskille galde, som er lavet af kolesterol. Dette kan føre til lavere kolesterolniveauer i blodet, hvilket gør, at kostfibre fra frugter og grøntsager kan have en hjertebeskyttende effekt.

Fedtsyrerne har også antiinflammatoriske og anticancer egenskaber. De interagerer med vores DNA og aktiverer specifikke gener, hvilket kan bidrage til at beskytte os mod en række sygdomme, inklusiv kræft.

Bakterierne sender også signaler tilbage til os, baseret på hvad vi har spist, og påvirker vores immunsystem og spiller en rolle i, hvordan vi forbrænder energi.

Fordøjelsen af makronæringstoffer

Næringstoffer fordøjes forskelligt igennem forskellige mekanismer og enzymer. Herunder finder du en kort oversigt.

Fordøjelse og optagelse af kulhydrater

Din kost indeholder flere typer kulhydrater som for eksempel stivelse fra kartofler, lactose fra mælk og saccharose fra sukker. Disse komplekse kulhydrater skal først omdannes til enkle sukkerarter som glukose, før kroppen kan bruge dem. Her spiller enzymer som amylase en vigtig rolle. Amylase findes i spyt og i fordøjelsessaft fra bugspytkirtlen. Det nedbryder stivelsen til enklere sukkerarter. Når disse enkle sukkerarter kommer til tarmen, optages de direkte ind i blodbanen og transporteres rundt i kroppen, hvor de bruges som energikilde.

Fordøjelse og optagelse af proteiner

Når du spiser kød, æg eller bælgfrugter, får du proteiner, der er komplekse molekyler. Disse proteiner skal først spaltes til mindre enheder, nemlig aminosyrer eller små peptider. Enzymer som pepsin og trypsin er vigtige i denne proces. De nedbryder proteiner til mindre, håndterbare dele. Når aminosyrerne når til tarmene, bliver de optaget gennem specialiserede transportsystemer.

Disse systemer genkender forskellige typer aminosyrer og sørger for, at de kommer ind i blodet, hvor de kan bruges til at bygge nye proteiner eller fungere som energi.

Fordøjelse og optagelse af fedt

Fedtstoffer fra din kost, som olie og smør, skal også nedbrydes for at kunne optages. Enzymer som lipase spalter fedtet til mindre fedtsyrer og glycerol. Når fedtsyrerne kommer til tarmene, indkapsles de i små strukturer kaldet miceller. Miceller hjælper med at transportere fedtsyrerne gennem tarmvæggen. Efter optagelsen kan fedtsyrerne enten gå direkte ind i blodbanen eller omdannes til triglycerider. Triglyceriderne pakkes ind i partikler kaldet chylomikroner og transporteres via lymfesystemet til blodbanen. Herfra kan de distribueres til kroppens celler, hvor de enten lagres eller bruges som energi.

Fordøjelse og optagelse af vitaminer

Absorption af vitaminer er en kompleks proces. Vitaminerne A, D, E og K er fedtopløselige, hvilket betyder, at de har brug for fedt for at blive optaget i kroppen. Disse vitaminer transporteres i blodet ved hjælp af specielle proteiner, kendt som lipoproteiner.

Tidligere troede man, at disse vitaminer blev optaget i tarmen gennem passiv diffusion. Men nu forstår vi, at processen er mere kompleks. De bliver faktisk optaget via nogle specielle receptorer i tarmcellerne, kaldet skraldereceptorer. Disse receptorer er ikke kun til stede i tarmen, men også i andre væv som makrofager, som er en type hvide blodceller.

Nogle af de mest almindelige skraldereceptorer er SR-BI, CD36 og NPC1L1. Disse receptorer hjælper med at optage vitaminerne og transportere dem til de organer, der skal bruge dem.

Vandopløselige vitaminer, som C og B-komplekser, optages på en lidt anderledes måde. De har også specielle transportproteiner, der hjælper med at optage dem fra tarmen til blodet.

For eksempel optages C-vitamin i form af reduceret ascorbinsyre via en natriumafhængig transporter, mens den oxiderede form optages via glucose-transportører. Nogle vitaminer skal omdannes før optagelsen. For eksempel skal B1 og B6 dephosphoryleres, hvilket betyder, at en fosfatgruppe skal fjernes, før de kan optages.

Sammenfattende er vitaminoptagelse en kompleks proces, der involverer forskellige mekanismer og transportproteiner for at sikre, at kroppen får de nødvendige næringsstoffer.

Fordøjelse og optagelse af vand og elektrolytter

Det menneskelige tarmkanalen er et komplekst system, hvor vand og elektrolytter spiller en vigtig rolle.

For at forstå, hvordan vand absorberes i tarmen, skal vi kigge på flere faktorer.

Først og fremmest er det vigtigt at forstå, at vandoptagelsen er direkte knyttet til optagelsen af andre stoffer som sukker og salte.

Når disse stoffer bevæger sig gennem tarmvæggen, følger vandet med. Et eksempel er natrium-glukose transportøren, der transporterer både sukker og natriumioner. Når denne virker, følger vand med ind i cellerne.

Men hvordan kan vand overhovedet passere tarmvæggen? Tarmvæggen har en dobbeltlaget fedtstruktur, der ikke er vandpermeabel. Her er der flere teorier:

1. Vand kan passere gennem cellemembraner ved simpel osmose. Dette sker på grund af små forskelle i osmotisk tryk.
2. Vand kan også bevæge sig mellem tarmcellerne via de såkaldte ‘tætte forbindelser’ eller ‘tight junctions’.
3. Der kan være specifikke vandkanaler kaldet ‘aquaporiner’, der lader vand passere.
4. Endelig kan transportproteiner, som håndterer andre stoffer som ioner og sukker, også transportere vand.

Når det kommer til mineraler, er det en anden sag. De absorberes normalt via særlige bærerproteiner i tarmen. Hvis der er et problem med disse proteiner, kan du ende med en mineralmangel. Det sker selv, hvis du spiser en kost rig på disse mineraler.

Opsummering: Sekventielle processer

Fordøjelsessystemet sørger for en række sekventielle processer, der fører til nedbrydning af kulhydrater, fedtstoffer og proteiner fra kosten. De nedbrudte stoffer absorberes derefter i kroppen.

• Spyt og mavesaft begynder at blive produceret, før vi spiser. Når maden kommer ind i munden og maven, stimuleres yderligere sekretion af disse væsker.
• Hastigheden, hvormed maven tømmes, afhænger af mængden og typen af mad samt hvor godt det er blevet nedbrudt i maven.
• Bugspytkirtlen og tarmen frigiver sekretioner i respons på hormoner, der aktiveres af mad i maven.
• De nedbrudte kulhydrater og aminosyrer fra proteiner absorberes i en blodåre, der leder til leveren. Leveren regulerer derefter, hvilke næringsstoffer der kommer ud i blodet.
• Enzymer i spyt og bugspytkirtelsaft bryder stivelse ned til mindre sukkerarter. Disse sukkerarter nedbrydes yderligere af enzymer i tarmen og absorberes.
• Enzymer i tungen, maven og bugspytkirtlen nedbryder fedt, indtil de kan absorberes i tarmen. De fleste fedtsyrer samles igen i tarmcellerne og transporteres via lymfesystemet.
• Enzymer, der nedbryder proteiner, aktiveres først i maven og derefter i tarmen. De starter som inaktive former og aktiveres af andre stoffer.
• Proteinnedbrydning starter med enzymer, der angriber proteinerne indeni molekylet. Dette skaber mindre peptidkæder, som yderligere enzymer så nedbryder til aminosyrer. Disse frie aminosyrer absorberes i tarmen via særlige transportmekanismer. Mindre peptidkæder absorberes også og nedbrydes yderligere i tarmcellerne.
• Sammenfattende er fordøjelsessystemet en kompleks samling af mekanismer, der både nedbryder og absorberer næringsstoffer fra maden vi spiser. Det er styret af en række hormoner og enzymer, der sikrer en effektiv og præcis proces.

Mave tarm kanalen er et endokrint organ

Mavetarmkanalen er ikke blot et fordøjelsessystem; den fungerer også som et endokrint organ. Det vil sige, at den producerer og frigiver hormoner direkte i blodet. Hormonerne hjælper med at regulere forskellige processer, som fordøjelse og appetitregulering.

Et af de vigtigste hormoner er gastrin. Det produceres i mavesækken og stimulerer produktionen af mavesyre. Mere mavesyre betyder bedre fordøjelse af mad.

Et andet vigtigt hormon er sekretin. Det frigives fra tolvfingertarmen, når sur mad ankommer fra mavesækken. Sekretin får bugspytkirtlen til at sende alkalisk væske til tolvfingertarmen. Det neutraliserer den sure mad, så den kan fordøjes uden at beskadige tarmen.

Der er også hormonet ghrelin, som produceres i maven. Det signalerer til hjernen, at vi er sultne. Når vi har spist nok, frigiver celler i tarmen et andet hormon kaldet cholecystokinin (CCK). CCK fortæller hjernen, at vi er mætte, og det er tid til at stoppe med at spise.

Insulin er også værd at nævne, selvom det primært produceres i bugspytkirtlen, som er en separat kirtel. Insulin hjælper med at regulere blodsukkeret ved at facilitere optagelsen af glucose i cellerne.

Samlet set har mavetarmkanalens endokrine funktion en kompleks og vital rolle i kroppens homeostase. Hormonerne arbejder i samspil for at sikre, at fordøjelsen forløber glat, og at vi får de næringsstoffer, vi har brug for.

De forskellige mave tarm kanal hormoner

Mave-tarmkanalens hormoner er en kompleks gruppe af stoffer, der styrer fordøjelsessystemet. De kan inddeles i to hovedgrupper: gastrin-gruppen og secretin-gruppen. Disse hormoner produceres af kirtel- og nerveceller i mave-tarmkanalens slimhinde. Lad os tage et nærmere kig på nogle af dem.

• Gastrin spiller en stor rolle i produktionen af mave- og bugspytskirtelsaft. Det får maven til at bevæge sig og øger spændingen i spiserørets nedre lukkemuskel. Gastrins produktion stimuleres af visse faktorer som mad i maven og nervesystemet, mens den hæmmes af lav pH og hormonet somatostatin.
• Cholecystokinin, eller CCK, får galdeblæren til at trække sig sammen. Det hjælper med at fordøje fedt ved at fremme udskillelsen af enzymer fra bugspytkirtlen. CCK forsinker også tømningen af maven og påvirker calciumniveauerne i cellerne.
• Secretin fokuserer på at stimulere bugspytkirtlen. Det får kirtlen til at udskille en basisk væske, der neutraliserer mavesyren i tolvfingertarmen. Secretin mindsker også udskillelsen af mavesaft.
• Glucagon, som dannes i bugspytkirtlen, regulerer blodsukkeret. Det frigives, når blodsukkeret er lavt, og har den modsatte effekt af insulin. Det hæmmer mavebevægelser og spiserørets nedre lukkemuskel.
• Gastric Inhibitory Polypeptide (GIP) stimulerer insulinproduktionen. Det frigives i duodenum og jejunum, de første dele af tyndtarmen, når der er glukose eller fedt.
• Vasoactive Intestinal Peptide (VIP) har en lang række effekter. Det slapper af i tarmens muskler og fremmer udskillelsen af vand og salte. VIP påvirker også mange andre systemer, herunder nervesystemet.
• Motilin hjælper med mave-tarm-bevægelighed, især når man faster. Somatostatin er en hæmmer; det bremser mange processer, herunder produktionen af andre hormoner som gastrin og glucagon.
• Substance P findes i fordøjelsessystemet og nervesystemet og spiller en rolle i smerteopfattelse. Pancreatic Polypeptide (PP) og Neuropeptide Y hæmmer forskellige dele af fordøjelsessystemet. Neurotensin, der findes i ileum, virker primært ved at hæmme maveaktivitet og tømning.
• Gastrin-releasing polypeptide (GRP) stimulerer udskillelsen af en række andre hormoner, og ghrelin er det hormon, der gør os sultne. Det frigives, når maven er tom, og fremmer fødeindtagelse.

Sammen udgør disse hormoner et komplekst netværk, der regulerer alt fra fordøjelse til sultfølelse og blodsukkerniveauer.

Kilder

• Physiology, Gastrointestinal Hormonal Control
• Atuma, C., Strugala, V., Allen, A., og Holm, L. (2001). Beskriver tykkelsen og den fysiske tilstand af maveslim i kroppen. Kilde: American Journal of Physiology: Gastrointestinal and Liver Physiology, 280, G922–9.
• Begg, D.P., Woods, S.C. (2013). Fokuserer på endokrinologien af fødeindtag. Kilde: National Review of Endocrinology, 9, 584–97.
• Hill, A.E. (2008). En guide til forståelse af væsketransport i biologiske systemer. Kilde: Journal of Membrane Biology, 223, 1–11.
• Langhans, W., Geary, N. (2010). Giver et overblik over den fysiologiske kontrol af spisning. Kilde: Forum for Nutrition, 63, 9–53.
• Li, J., Shaikh, S.A., Enkavi, G., et al. (2013). Undersøger vandtransporterende tilstande i membrantransportører. Kilde: Proceedings of the National Academy of Sciences of the USA, 110, 7696–701.
• Maclaren, O.J., Sneyd, J., Crampin, E.J. (2013). Diskuterer væsketransport i epithelceller med fokus på aquaporiner. Kilde: Journal of Membrane Biology, 246, 297–305.
• Pacha, J. (2000). Omhandler udviklingen af tarmtransportfunktioner hos pattedyr. Kilde: Physiological Review, 80, 1633–67.
• Rothman, S., Liebow, C., Isenman, L. (2002). Fokuserer på konservering af fordøjelsesenzymer. Kilde: Physiological Review, 82, 1–18.
• Schultz, S.G. (1998). Sporer udviklingen af transportfysiologi fra vitalisme til molekylær kloning. Kilde: American Journal of Physiology: Cell Physiology, 274, C13–23.
• Schultz, S.G. (2007). Beskriver en model for translational forskning inden for fysiologisk uddannelse. Kilde: Advances in Physiological Education, 31, 288–93.