Citronsyre bruges både i madvarer, medicinalindustrien og til huslige gøremål. Citronsyre bruges til alt fra konservering, til rengøring, til medicinbrug.
Derfor er citronsyre et vigtigt produkt, som du kan finde alverdens forskellige steder i dagligdagen, og som du måske ikke vidste havde en indflydelse i visse situationer, produkter og lignende.
Først og fremmest: Hvad er citronsyre?
Citronsyre findes naturligt i citrusfrugter såsom citroner og lime, men bliver også fremstillet på stor industriel skala.
Citronsyre bruges overordnet til:
- Forlængelse af madvarers levetid.
- Ændring på madvarers smagsprofil til det syrlige.
- Forlængelse af medicins levetid.
- Ændring på medicins smagsprofil.
- Øge absorptionsevnen i kosttilskud såsom magnesiumcitrat.
- Indgår i citronsyrecyklussen (kroppens energiomsætning).
- Bruges til en række forskellige huslige anvendelser.
Læs mere om citronsyre og dets funktioner herunder.
Citronsyre i madvarer
Fremstillet citronsyre er vidt udbredt i fødevareindustrien. Det bliver brugt til at forlænge levetiden i produkter. Typisk brugt i produkter såsom sodavand, slik og frossen mad samt til at forøge den syrlige smag. Konservering med citronsyre nedsætter fødevarernes pH-værdi.
Når en fødevare bliver for gammel, er det, fordi mikroorganismer – som vi kalder for humanpatogene mikroorganismer – ødelægger fødevaren. Disse mikroorganismer er følsomme overfor lave pH-værdier, hvorfor syre (som sænker pH-værdien) er et glimrende konserveringsstof.
Traditionelt set har vi længe syrekonserveret madvarer i produkter såsom syltede rødbeder og rødkål. Det er faktisk muligt at konservere grøntsager i op til 20 år, hvis man kombinerer syrekonservering med andre metoder såsom pasteurisering.
Citronsyre bruges som levetidsforlænger i madvarer.
Citronsyre i medicin
Citronsyre bliver brugt i medicinalindustrien til at forlænge medicinens levetid samt til at stabilisere medicinen. Derudover bliver citronsyre også brugt til at ændre på medicinens smagsprofil.
Citronsyre er også brugt i tilskud. Eksempelvis bruges citronsyre i form af citrat til at øge absorptionen af magnesiumcitrat og calciumcitrat.
Huslige anvendelser af citronsyre
- Når der formes rust på en metallisk overflade, er det, fordi metallet er blevet oxideret. Derfor kan syre – såsom citronsyre – opløse rust.
- Syre kan reagere og opløse kalk. Derfor virker citronsyre også som et godt afkalkningsmiddel, men brug det ikke på overflader af marmor.
- Citronsyre kan bruges som desinfektionsmiddel til diverse overflader. (1, 2, 3)
Citronsyre i kosttilskud
Som tidligere nævnt øger citronsyre – i citratformen – absorptionen af næringsstoffer. Syre medvirker til, at maven ikke skal bruge sin begrænsede mavesyre for at fremskynde absorptionen af næringsstoffet. (4)
I en række studier er det blevet påvist, at citronsyre i kaliumcitrat kan medvirke til forebyggelse af nyresten. (5)
Citronsyre i kroppen
Først og fremmest er det vigtigt at pointere, at citronsyre IKKE skal indtages rent. Citronsyre har mange fordele og funktioner, men det er altid i kombination med andre stoffer.
Er citronsyre sikkert?
På varedeklarationen møder du citronsyre som E 330, og stoffet er godkendt som tilsætningsstof i EU. I de mængder, der bruges i mad og drikke, regnes citronsyre for sikkert – kroppen danner og nedbryder jo selv citrat hele døgnet i citronsyrecyklussen. Ren, ufortyndet citronsyre er derimod stærkt sur og kan irritere hud, øjne og slimhinder, og sure drikkevarer kan med tiden opløse tandemaljen, hvis man nipper til dem hele dagen. Bruger du citronsyre til afkalkning, så hold den væk fra marmor og andre kalkholdige overflader. Du kan læse om en beslægtet syre i vores artikel om eddikesyre.
Citronsyrecyklussen
Citrat, som du kender det fra magnesiumcitrat og calciumcitrat, er tæt relateret til citronsyre. Det er et af de første molekyler, som dannes i Krebscyklussen.
Krebscyklussen har mange navne. Den kaldes både for Krebscyklussen, for citronsyrecyklussen og for TCA, som står for tricarboxylsyrecyklussen.
- Den kaldes for Krebscyklussen, fordi den blev opkaldt efter nobelprismodtageren Hans Krebs.
- Den kaldes for tricarboxylsyrecyklussen pga. carboxylsyrerne, der indgår i cyklussen.
- Den kaldes for citronsyrecyklussen, fordi citrat (citronsyre) er det første molekyle, der dannes i den kemiske proces.
Grundlæggende er cyklussen en biokemisk proces i vores metabolisme, som omsætter aminosyrer, kulhydrater og fedtsyrer til energi. Det er denne cyklus mennesker og andre levende organismer bruger til at høste energien fra maden, man har indtaget.

Citronsyren i kemien
Citronsyre indeholder tre carboxylsyre-grupper (COOH). Citronsyre har desuden en hydroxy-gruppe på positionen 2 i den molekylære forbindelse, som er en vigtig gruppe for stoffer (metabolitter), der indgår i forskellige processer med aerobe organismer.

Citronsyren er altså en tricarboxylsyre med en hydroxygruppe. Kemisk er den blevet navngivet: 2-hydroxypropane-1,2,3-tricarboxylic acid (C6H8O7).
Citronsyre i fremstillet form er en krystal uden farve. Det lugter ikke af noget, men har selvfølgelig en meget sur smag.
Citronsyre i metabolismen
Som tidligere nævnt er citronsyre en metabolit – altså et stof – der indgår i metabolismen. Citronsyre er en vigtig metabolit i den oxidative metabolisme.
Syren dannes i mitokondrien, når acetat er kondenseret med oxaloacetat. Når citronsyre dannes, er den en 6-carbon-forbindelse. Efter processen nedbrydes den til en række 4-carbon-forbindelser, som resulterer i, at acetatet bliver oxideret i cellen.

Acetat i dets oxiderede form bruges i reaktionen med Acetyl-CoA. I citronsyrecyklussen er det oxideringen af Acetyl-CoA, der frigiver energien, som derefter kan bruges i energiomsætningen. Acetyl-CoA kommer fra glykolysen.

Glykolysen er den metaboliske proces, hvori sukker nedbrydes, og ATP frigives til energiforbrug. Hos mennesker ligger denne proces forud for citronsyrecyklussen, da den danner det pyruvat, der skal bruges til dannelsen af Acetyl-CoA.



