Enclomiphene citrat, eller bare enclomiphene, fremmer kroppens produktion af testosteron.
Nogle studier har fundet frem til, at enclomiphene har færre bivirkninger end eksempelvis testosteronerstatningsterapi (TRT) og anabolske steroider.
Hvad er enclomiphene?
Hypogonadisme, eller “for lidt testosteron”, er et vigtigt problem blandt mænd.
Behandlinger som eksogent testosteron (anabolske steroider) er blevet meget populære, men en af de mange negative virkninger af testosteron er, at det hæmmer fertiliteten.
Dette har ført til brugen af alternative terapier som selektive østrogenreceptor-modulatorer, der sigter mod at korrigere den lave produktion af testosteron uden at nedsætte fertiliteten.
Clomiphene citrat er en østrogenreceptor-modulator, der har vist sig at have gavnlige virkninger på produktionen og udnyttelsen af testosteron.
Enclomiphene er den del af clomiphene citrat, der bidrager mest til at øge testosteronniveauerne.1
Hvad er østrogenreceptor-modulatorer?
Selektive østrogenreceptor-modulatorer (SERM’er) er en klasse af stoffer, der kan interagere med østrogenreceptorer i kroppen. De er designet til at efterligne, blokere eller ændre virkningen af østrogen, et kvindeligt kønshormon, i forskellige væv.
Østrogen og testosteron er to centrale hormoner i kroppen, og deres produktion og aktivitet er indbyrdes forbundet gennem forskellige biologiske mekanismer. En sådan sammenhæng kan ses i hypothalamus-hypofyse-gonade-aksen (HHG-aksen), et hormonelt feedback-system, der regulerer produktionen af kønshormoner.
Når en SERM blokerer eller ændrer østrogenreceptorer, kan det påvirke HHG-aksen. I nogle tilfælde kan hæmning af østrogenreceptorer med en SERM føre til en reduktion i det negative feedback, som østrogen normalt udøver på denne akse.
Dette kan resultere i en øget frigivelse af luteiniserende hormon (LH) og follikelstimulerende hormon (FSH) fra hypofysen. Disse hormoner stimulerer testiklerne hos mænd og æggestokkene hos kvinder til at producere kønshormoner, inklusive testosteron.
Et muligt alternativ til TRT
Traditionel Testosterone Replacement Therapy (TRT) erstatter kroppens naturlige produktion af testosteron med syntetisk testosteron, som kan føre til testikelkrympning, infertilitet og afhængighed.
Enclomiphene citrat, derimod, fremmer kroppens naturlige produktion af testosteron uden disse bivirkninger. Det blokerer østrogenreceptorer i hjernen, hvilket stimulerer produktionen af luteiniserende hormon (LH) og follikelstimulerende hormon (FSH), som igen øger testosteron- og sædproduktionen i testiklerne.
Bivirkninger og hvem der bør holde sig fra stoffet
Enclomiphene er ikke godkendt som lægemiddel i Danmark, og der findes derfor ingen officiel dosering. Stoffet er nært beslægtet med clomiphene, og de bivirkninger, der er beskrevet, ligner dem, man kender derfra:
- Hovedpine, kvalme og svimmelhed.
- Hedeture og humørsvingninger.
- Synsforstyrrelser, som er kendt fra clomiphene. Får du slørret syn eller lysglimt, skal du stoppe og kontakte en læge.
- Et stigende østrogenniveau, som du ikke nødvendigvis mærker, men som kan ses i en blodprøve.
Lavt testosteron kan skyldes alt fra søvnmangel og overvægt til sygdom i testikler eller hypofyse, og årsagen bør udredes af en læge, før du overvejer behandling. Kvinder, unge under udvikling og mænd, der i forvejen er i hormonbehandling, bør ikke bruge stoffet. Vil du forstå dine egne blodprøvesvar, kan du starte med forskellen på total og fri testosteron.
Er Enclomiphene doping?
Stoffet clomiphene er karakteriseret som doping og falder under kategorien “midler som øger produktion og frigørelse af testosteron”.
Fordi enclomiphene citrat er en trans-isomer af clomiphene citrat, hvilket betyder, at de har samme molekylære formel, men en forskellig strukturel konfiguration, må man antage, at enclomiphene også skal anses som værende doping.
Kilder
- Thomas, J., Suarez Arbelaez, M. C., Narasimman, M., Weber, A. R., Blachman-Braun, R., White, J. T., Ledesma, B., Ghomeshi, A., Jara-Palacios, M. A., & Ramasamy, R. (2023). Efficacy of Clomiphene Citrate Versus Enclomiphene Citrate for Male Infertility Treatment: A Retrospective Study. Cureus, 15(7), e41476. https://doi.org/10.7759/cureus.41476 ↩︎



