Phenylethylamin, ofte forkortet PEA, er et stof, der findes naturligt i kroppen. Det er en type organisk forbindelse og virker som en neurotransmitter, hvilket betyder, at det hjælper med at overføre signaler i hjernen. PEA er relateret til en række processer i kroppen, herunder humør og opfattelse af velvære.
Interessant nok undersøger forskere også PEA’s potentiale i behandlingen af visse medicinske tilstande, som for eksempel depression og ADHD. Selvom der er nogen beviser for, at PEA kan have en positiv effekt på disse tilstande, er der behov for yderligere forskning for at forstå dens fulde potentiale og sikkerhed.
Bivirkninger
Når phenylethylamin (PEA) indtages gennem munden, kan det medføre nogle bivirkninger, der skyldes dens kemiske lighed med stoffet amfetamin. PEA kan påvirke kroppen på måder, der ligner amfetamins virkning, hvilket kan lede til forskellige fysiske og psykologiske reaktioner.
En af de mest bemærkelsesværdige bivirkninger er en hurtig hjertefrekvens. Dette sker, fordi PEA kan stimulere hjerte-kar-systemet, hvilket kan få hjertet til at slå hurtigere end normalt. Det kan være særligt bekymrende for personer med eksisterende hjerteproblemer.
Angst og agitation er også almindelige bivirkninger. Disse psykologiske reaktioner skyldes PEA’s evne til at påvirke hjernens kemiske balance, især relateret til neurotransmittere som dopamin og serotonin. En forøgelse i disse kemikalier kan føre til ændringer i humør og opførsel, som kan manifestere sig som øget nervøsitet eller rastløshed.
Fødevare
β-phenylethylamine findes naturligt i forskellige alger og bakterier.
Det kan også bliver produceret ved hjælp af fermentering. Det findes eksempelvis i Natto, som er en japansk ret, der består af fermenterede sojabønner. Det er en traditionel del af japansk morgenmad og er kendt for sin karakteristiske konsistens og smag. Natto er også kendt for at være en kilde til probiotika og andre næringsstoffer.1
Det er også blevet påvist i æg samt chokolade, hvor det dannes under termisk nedbrydning af L-phenylalanine.2
β-phenylethylamine kan også omdannes fra kostens indhold af L-phenylalanine, som anslås at være omkring 4 g i den gennemsnitlige kost. Dog omdannes alt L-phenylalanine ikke til β-phenylethylamine, da det kan omdannes til L-tyrosine via enzymet phenylalanine hydroxylase.
Biologi
β-phenylethylamine (2-phenylethylamine) er et lille aminholdigt alkaloid, der er synonymt med phenethylamine og forkortelsen PEA.
Et “Aminholdigt alkaloid” er en kemisk forbindelse, der indeholder både en aminogruppe og en alkaloidgruppe. Alkaloider er naturligt forekommende stoffer, der ofte findes i planter og kan have forskellige biologiske virkninger
I den menneskelige krop har det en rolle som neurotransmitter og er kendt som et sporamin, da det findes i små mængder sammenlignet med andre bioaktive aminosyrer.
”Sporamin” er et protein, der findes i planter, og som fungerer som en forsvarsmekanisme mod insekter og svampe. Det er særligt udbredt i kartofler og søde kartofler.
β-phenylethylamine dannes fra L-phenylalanine, som også kan omdannes til L-tyrosine via enzymet phenylalanine hydroxylase. Vedvarende hæmning af dette enzym eller genetisk insufficiens fører til ophobning af L-phenylalanine, hvilket resulterer i en form for hyperphenylalaninemia og er involveret i nogle tilfælde af phenylketonuria (PKU). Personer i denne situation er ofte mere følsomme overfor biogene aminer, herunder β-phenylethylamine.3 4 5 6
”Hyperfenylalaninæmi” er en sjælden arvelig sygdom, hvor kroppen ikke kan nedbryde aminosyren phenylalanin korrekt. Dette fører til ophobning af phenylalanin i blodet, hvilket kan skade hjernen og føre til mentale problemer og forsinket udvikling. Behandling involverer en diæt med lavt indhold af phenylalanin.
”Phenylketonuri (PKU)” er en sjælden genetisk sygdom, hvor kroppen ikke kan nedbryde aminosyren phenylalanin. Dette kan føre til ophobning af toksiske stoffer i hjernen og kan medføre mental retardering og andre neurologiske problemer. Behandling involverer en diæt med lavt indhold af phenylalanin.
Kilder
- Kim, B., Byun, B. Y., & Mah, J. H. (2012). Biogenic amine formation and bacterial contribution in Natto products. Food chemistry, 135(3), 2005–2011. https://doi.org/10.1016/j.foodchem.2012.06.091 ↩︎
- Figueiredo, T. C., Viegas, R. P., Lara, L. J., Baião, N. C., Souza, M. R., Heneine, L. G., & Cançado, S. V. (2013). Bioactive amines and internal quality of commercial eggs. Poultry science, 92(5), 1376–1384. https://doi.org/10.3382/ps.2012-02735 ↩︎
- Guldberg, P., & Güttler, F. (1994). Mutations in the phenylalanine hydroxylase gene: methods for their characterization. Acta paediatrica (Oslo, Norway : 1992). Supplement, 407, 27–33. https://doi.org/10.1111/j.1651-2227.1994.tb13443.x ↩︎
- Eisensmith, R. C., Martinez, D. R., Kuzmin, A. I., Goltsov, A. A., Brown, A., Singh, R., Elsas LJ, I. I., & Woo, S. L. (1996). Molecular basis of phenylketonuria and a correlation between genotype and phenotype in a heterogeneous southeastern US population. Pediatrics, 97(4), 512–516. ↩︎
- Flydal, M. I., & Martinez, A. (2013). Phenylalanine hydroxylase: function, structure, and regulation. IUBMB life, 65(4), 341–349. https://doi.org/10.1002/iub.1150 ↩︎
- Mitchell, J. J., Trakadis, Y. J., & Scriver, C. R. (2011). Phenylalanine hydroxylase deficiency. Genetics in medicine : official journal of the American College of Medical Genetics, 13(8), 697–707. https://doi.org/10.1097/GIM.0b013e3182141b48 ↩︎