Fedme er et komplekst sundhedsproblem, der skyldes en række faktorer. Overvægt opstår ofte, når vi forbruger mere energi, end vi bruger, hvilket fører til ophobning af fedt. Men det er ikke bare antallet af kalorier, der tæller; typen af mad vi spiser spiller også en rolle. For eksempel kan en kost rig på sukker hindre fedtforbrænding og fremme fedme.
Genetik spiller også en vigtig rolle. Nogle mennesker har genetiske variationer, der gør dem mere tilbøjelige til overvægt. Disse gener kan påvirke alt fra vores sultfølelse til, hvordan vi lagrer fedt. Men det er vigtigt at huske på, at miljømæssige faktorer som livsstil og kostvaner kan påvirke, hvordan disse genetiske risikofaktorer manifesterer sig.
Ud over disse grundlæggende faktorer kan udløsende elementer som fysisk inaktivitet, medicinske tilstande eller dårlig søvn og stress også føre til betydelig vægtøgning.
Denne artikel er en dybdegående udforskning af, hvordan disse forskellige faktorer samspiller og påvirker risikoen for at udvikle fedme.
Overspisning
Hvis vi spiser mere energi, end vi bruger (forbrænder), tager vi på i vægt. Det er som at fylde en spand med vand. Hvis du hælder mere vand ind i spanden, end der løber ud, vil den langsomt blive fyldt op.
Når folk bliver overvægtige, sker det normalt, fordi de spiser for meget i forhold til, hvor meget energi de bruger. Dette overskud af energiindtag kaldes “hyperfagi.” Det kan være på grund af en række ting, som dårlig kontrol over sulten eller spisevaner, en kost rig på fedt og en mangel på fysisk aktivitet.
I den fase, hvor folk allerede er overvægtige, men ikke nødvendigvis tager mere på, er der stadig en ubalance, men den er mere stabil. Det betyder, at folk stadig spiser mere, end de forbrænder, men vægten ændrer sig ikke så hurtigt. Det er som at fylde spanden med vand, men du hælder lige så meget, som der løber ud, så den holder en stabil mængde vand.
Kost
Selvom antallet af kalorier betyder meget, spiller kostens sammensætning også en stor rolle.
En kost rig på sukker (for eksempel kage og sodavand) kan hæmme fedtforbrændingen. Det betyder, at hvis du spiser meget sukker, skabes der et miljø, der faktisk fremmer fedme. Så hvis vi antager, at du spiser lige under det antal kcal, du har brug for i løbet af dagen, men de fødevarer, du spiser, er rige på sukker, kan du stadig hindre vægttab og fremme fedme.
Et andet problem med fødevarer som kage og sodavand er, at det er fødevarer med lav næringsværdi. Det betyder, at de indeholder få vitaminer og mineraler. De giver mange kalorier, men få næringsstoffer. Dette kan føre til vægtøgning over tid.
Samtidig kan en sukkerholdig kost føre til betændelse i kroppen. Betændelse er knyttet til mange sundhedsproblemer, inklusive fedme.
Genetik
Mennesker har forskellige niveauer af genetisk sårbarhed over for overvægt og spiseadfærd. Nogle individer kan have genetiske variationer, der gør dem mere tilbøjelige til at opleve trang til bestemte fødevarer, have en lavere fornemmelse af mæthed eller have en tendens til at lagre fedt mere effektivt.
Selvom genetik spiller en rolle, er miljømæssige faktorer som kost, fysisk aktivitet, kulturelle vaner og tilgængeligheden af fødevarer også afgørende for, hvordan genetiske faktorer manifesterer sig. En person med en genetisk disposition til at tage på i vægt kan undgå dette ved at vedtage en sund livsstil og kost.
For nogle mennesker kan genetiske faktorer udgøre en større del af årsagen til deres spiseadfærd og vægtproblemer, mens for andre kan miljømæssige faktorer have større betydning. Der er ikke en fast procentdel af befolkningen, der er påvirket af genetik alene, da det er meget individuelt. Det er derfor vigtigt at huske på, at selvom genetik spiller en rolle, har man stadig kontrol over ens livsstil og valg, der kan påvirke ens sundhed positivt.
Gener, der bidrager til fedme
Som sagt kan fedme kan være forårsaget af forskellige genetiske faktorer. Den kan være polygenisk eller monogenisk.
- Polygenisk fedme betyder, at flere gener arbejder sammen med miljøet for at øge risikoen for fedme.
- Monogenisk fedme er derimod forårsaget af en enkelt genmutation og er mindre påvirket af miljøet.
Monogenisk fedme kan være syndromisk eller ikke-syndromisk.
- Syndromisk fedme, som Prader-Willi-syndrom, har andre symptomer ud over fedme.
- Ikke-syndromisk monogenisk fedme fokuserer primært på gener, der styrer appetitten. Et eksempel er medfødt leptinmangel, hvor behandling med leptin kan føre til vægttab.
I dag kender vi omkring 100 genvarianter, der er forbundet med BMI eller fedme. En af de mest kendte er FTO-genet, der kan øge vægten med op til 3 kg, afhængigt af, om du har en eller to kopier af varianten.
Her er nogle eksempler på generm, der er forbundet med fedme:
- FTO-genet: Forskning har vist, at variationer i FTO-genet er forbundet med en øget risiko for overvægt og øget kalorieindtag. Mennesker med visse varianter af dette gen har tendens til at have en stærkere trang til energirige fødevarer.
- Leptin-genet: Hormonet leptin spiller en rolle i reguleringen af appetit og fedtlagring. Mutationer i leptin-genet kan føre til en mangel på leptin, hvilket kan resultere i overdreven spiseadfærd og fedme.
- Grelinhormon: Grelin er et hormon, der øger sultfølelsen. Genetiske faktorer kan påvirke niveauerne af grelin i kroppen og dermed påvirke, hvor ofte og hvor meget en person føler sult.
- MC4R-genet: Dette gen er involveret i reguleringen af sult og mæthed. Mutationer i MC4R-genet kan øge sultfølelsen og føre til øget madindtag.
- BDNF-genet: Brain-derived neurotrophic factor (BDNF) er et gen, der er involveret i reguleringen af appetit og fødeindtag. Variationer i dette gen kan påvirke, hvordan hjernen responderer på sultsignaler og mæthedssignaler.
- DRD2-genet: Dette gen er forbundet med belønningsmekanismer i hjernen. Variationer i DRD2-genet kan påvirke en persons tendens til at søge belønning gennem fødeindtag og kan have indflydelse på risikoen for overvægt.
- CCK-genet: Cholecystokinin (CCK) er et hormon, der frigives i tarmen efter at have spist og spiller en rolle i at signalere mæthed til hjernen. Genetiske faktorer kan påvirke CCK-niveauer og dermed følelsen af mæthed efter måltider.
- OPRM1-genet: Dette gen er relateret til opiodreceptorer i hjernen, som kan påvirke belønning og fornøjelse ved spisning. Variationer i OPRM1-genet kan påvirke en persons spiseadfærd og præferencer for visse fødevarer.
Bemærk, at mange af de gener, der er forbundet med monogenisk fedme, har en rolle i reguleringen af appetit og mæthedsfornemmelse. Disse gener udtrykkes ofte i hjernen i områder, der er centrale for appetitkontrol. Mutationer i disse gener kan føre til øget sult eller nedsat mæthedsfølelse, hvilket kan gøre en person mere tilbøjelig til at spise mere.
Gener som gør, at man tager fedt på selvom man spiser mindre mad end man forbrænder er sjældne. Derfor findes der også studier, der har kigget på hvorfor nogle overvægtige personer hævde, at de spiser meget lidt, selvom deres vægt er stabil. Studier har vist, at dette ofte skyldes fejlrapportering og ikke nødvendigvis genfejl, hvilket betyder, at de faktisk indtager mere energi, end de tror eller rapporterer.
Med det sagt findes der også gener, der kan påvirke, hvordan kroppen lagrer fedt eller forbrænder energi.
For eksempel er der gener, der regulerer, hvordan kroppen reagerer på insulinsignaler, hvilket kan have en effekt på, hvordan fedt og sukker lagres i kroppen. Nogle genvarianter kan føre til insulinresistens, hvor kroppens celler ikke reagerer effektivt på insulin. Dette kan føre til øget fedtlagring.
Andre gener kan påvirke basal metabolic rate (BMR), som er den mængde energi, din krop bruger i hvile.
Hvis dit BMR er lavere, forbrænder du færre kalorier i hvile, hvilket kan gøre det nemmere at tage på i vægt, hvis du ikke justerer dit kalorieindtag.
Derudover er der gener, der spiller en rolle i termogenese, som er den proces, hvor kroppen producerer varme ved at forbrænde kalorier. Genetiske variationer her kan føre til, at nogle mennesker forbrænder færre kalorier under hvile og derfor lettere tager på i vægt.
Udløsende faktorer
dløsende faktorer i fedme refererer til de elementer, der kan sætte en proces i gang, hvor der sker en betydelig vægtøgning. Disse faktorer kan forstyrre den delikate balance mellem energiindtag og energiforbrug, således at man begynder at tage på i vægt. Det kan være alt fra ændringer i livsstil og miljø til medicinske tilstande og psykologiske faktorer.
Fysisk inaktivitet
Folk, der pludselig stopper med at være fysisk aktive, kan opleve hurtig vægtøgning. Dette ses ofte hos taxachauffører og folk med stillesiddende arbejde.
Dårlig søvn og stress
Mindre søvn og høje stressniveauer kan føre til hormonelle ændringer, der favoriserer vægtøgning. Dårlig søvn kan også reducere kroppens evne til at forbrænde energi effektivt.
Psykologisk traume: Stressende livsbegivenheder som skilsmisse eller tab af en nær person kan også påvirke vægten. Nogle mennesker kan opleve øget appetit og vægtøgning, mens andre mister appetitten.
Rygning
At stoppe med at ryge kan føre til en mindre vægtøgning, da nikotin øger stofskiftet. Vægtøgning er ofte en grund til, at folk begynder at ryge igen.
Endokrine lidelser
Hormonelle ubalancer som hypothyroidisme og Cushings syndrom kan også føre til vægtøgning. Disse er dog sjældnere årsager.
Medicin
Visse typer medicin, herunder antidepressiva og antipsykotiske lægemidler, kan føre til vægtøgning.
Alkohol
Alkohol hæmmer forbrændingen af fedt (fedtoxidation) mætter ikke og kan fremme overdrevent indtag af mad og drikkevarer ved at hæmme selvbeherskelse i forhold til spiseadfærd.
Energiomsætningen
Energiomsætning handler om, hvordan kroppen bruger og lagrer energi. Denne energi måles oftest i kalorier eller joule og er afgørende for alle kroppens funktioner, fra cellereparation til bevægelse.
En stor del af din daglige energiomsætning afhænger af din fedtfrie kropsmasse (FFM) og dit aktivitetsniveau. Fedtfri kropsmasse inkluderer muskler, knogler og organer. Den enkleste måde at øge din energiomsætning på er gennem fysisk aktivitet.
Når du tager på i vægt, er det ikke kun fedtmassen (FM) der stiger. Også din fedtfrie kropsmasse øges, hvilket faktisk medfører en højere energiomsætning.
Dette er fordi de ekstra organer og væv kræver mere energi. For eksempel kan en person, der vejer 35 kg for meget, opleve en stigning i basal metabolic rate (BMR), hvilket er energien kroppen bruger i hvile, med mere end 1 MJ om dagen.
Selvom personer med fedme ofte har et lavere aktivitetsniveau. Men paradoxalt nok kræver det faktisk mere energi for dem at udføre den samme aktivitet som en slankere person, netop fordi de bærer på mere vægt.
Sammenfattende påvirker både din krops sammensætning og dit aktivitetsniveau din energiomsætning. Det er en kompleks proces, som både kan øges ved vægtøgning og fysisk aktivitet, men som også kan være genstand for misforståelser og fejlrapportering.
Historisk
En ubegrænset forsyning af billig velsmagende madvarer og større portioner bidrager til fremme overvægt og risiko for fedme.
I USA for eksempel er portionsstørrelser vokset med 200-500% over en periode på 25 år, så de langt overstiger de anbefalede værdier.
Forekomsten af fedme steg langsomt fra omkring 1920 med en dramatisk stigning i årene efter Anden Verdenskrig. I denne periode har kaloritætheden i kosten ændret sig og resulteret i en kost med høj kaloritæthed.
Niveauet af fysisk aktivitet er faldet dramatisk i de sidste 50 år, med erstatning af manuelt arbejde med maskiner og øget brug af enhver tænkelig fysisk hjælpemiddel til husarbejde, transport og fritidsaktiviteter.
En generel lav daglig fysisk aktivitet er altså en risikofaktor for vægtøgning.
Regelmæssig fysisk aktivitet øger kapaciteten for fedtoxidation og forbedrer appetitreguleringen, afhængigt af intensitet, varighed og frekvens af aktivitetsperioder.